Fra modgang til triumf: U11 A1 vinder Hasle Stjerne Cup
U11 A1 drengene tyvstartede sæsonen allerede dagen inden standerhejsning, da de deltog i Hasle Stjerne Cup. Turneringen begyndte udfordrende med to nederlag, selvom spillet på banen var lovende. I stedet for at lade sig slå ud viste holdet stor moral og vilje, og fra det øjeblik kiggede de sig ikke tilbage.
Med stærkt sammenhold, flot spil og afgørende individuelle aktioner arbejdede drengene sig hele vejen frem til finalen. Her kulminerede turneringen i en spændende straffesparks konkurrence, hvor U11 A1 trak det længste strå og kunne lade sig hylde som vindere af Hasle Stjerne Cup.
Sejren lover godt for den kommende sæson, hvor holdet igen skal spille i U11 A1-rækken, efter at have været oppe og snuse til U12 A1 i den forgangne efterårssæson. Titlen i Hasle har en særlig betydning, da det er første gang, drengene vinder en turnering sammen. Tidligere har de ofte været tæt på, men aldrig helt nået i mål.
Holdet har fået tilgang af nye spillere, og trænerteamets arbejde med at opbygge relationer, fællesskab og vindermentalitet gennem sociale arrangementer og intensive træningspas begynder nu tydeligt at bære frugt. At drengene kunne vinde finalen mod Hasle – et hold de tidligere i turneringen tabte 5-0 til – vidner om stor mental styrke og et stærkt kollektiv.
Ifølge trænerteamet står holdet et rigtig godt sted både sportsligt og mentalt. Samtidig er der fortsat mange spillemæssige og taktiske elementer, der kan udvikles på i den kommende sæson. Med den første titel i bagagen og et stærkt sammenhold ser fremtiden lys ud for U11 A1 drengene.